Fødsler og operationer flytter fra Ærø
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at flytte fødselsafdelingen og operationer fra sygehuset på Ærø. Fremover vil fødende kunne benytte sygehusets lokaler, men på samme vilkår som ved en hjemmefødsel.
Borgene på Ærø skal fra den 1. april krydse vandet til Svendborg for at føde på en fødeafdeling eller for at få kirurgisk behandling. Det slog regionsrådet fast på regionsrådsmødet den 27. februar. Det skyldes, at der ikke bliver foretaget nok indgreb til at vedligeholde den nødvendige rutine, og Region Syddanmark har haft udfordringer med at rekruttere læger til sygehuset.
Fødende kan bruge sygehuset
Region Syddanmark sendte forslaget om flytning i høring ved regionsrådsmødet den 13. december, og regionen modtog over 100 høringssvar. I svarene blev der udtrykt ønske om, at fødende skulle kunne bruge sygehuset i forbindelse med fødsler. Derfor blev det besluttet, at kvinder, som vælger at føde på Ærø, kan benytte faciliteterne på sygehuset.
Men selvom det er muligt at føde på sygehuset, har flytningen af fødeafdelingen konsekvenser. Fødslerne på sygehuset vil foregå som en fødsel i eget hjem, og kvinderne har fx ikke mulighed for at få foretaget et akut kejsersnit på øen. Men en eventuel hjemmefødsel på sygehuset vil dog betyde, at den fødende hurtigere vil kunne blive forberedt til fx helikoptertransport i tilfælde af problemer.
Akutberedskab skal tilpasses
Derudover har regionsrådet vedtaget, at det fremtidige akutte beredskab på sygehuset skal samtænkes med det præhospitale beredskab på øen. Indtil der kan tages stilling til beredskabets sammensætning, bibeholder borgerne på Ærø det nuværende beredskab på sygehuset – dog med undtagelse af kirurgi- og fødselsberedskabet.
Regionen har forhandlet en aftale på plads med Region Sjælland og Region Hovedstaden om brug af deres lægehelikopter. Aftalen, der ikke er trådt i kraft endnu, er kun midlertidig, men der er i finansloven for 2012 afsat 125 millioner kroner til en landsdækkende akutlægehelikopterordning. Region Syddanmark arbejder på at få placeret en lægehelikopter, så den permanent kan dække de sydfynske øer. Regionen arbejder også for, at forsvaret fortsat har en redningshelikopter placeret i Skrydstrup.
Mere information
Direktør Peder Jest, 40 82 73 41.