Skip til primært indhold

Ny professor i audiologi vil have fokus på konsekvenserne for støjbetinget høretab

Jesper Hvass Schmidt er nyudnævnt professor i forskningsenheden på Øre-Næse-Hals/Høreklinikken Afdeling F på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Op mod 800.000 danskere anslås at leve med nedsat hørelse, hvorfor der er et stort behov for netop den forskning, som vores nye professor Jesper Hvass Schmidt har planer om at fokusere på i løbet af hans nye professorat.

Jesper Hvass Schmidt har igennem mange år forsket i netop høretab - især for professionelle musikere. I forlængelse heraf var han en af hovedkræfterne i opstarten af Klinik for Musikersundhed på OUH til professionelle musikere. Jespers forskning har især været centeret om støj, der kan være høreskadende og ikke høreskadende, samt hvilken risikofaktor støj kan have for høretab og udvikling af sygdomme som demens.

I øjeblikket omhandler Jespers forskning især konsekvenserne af støjbetinget høretab og tinnitus i relation til udbyttet af høreapparater. Patienters udbytte af høreapparater og cochlear implants er ligeledes centrale områder for den kliniske forskning i høresygdomme, og med nationale partnere fra andre universiteter, hospitaler og industri har Jesper igangsat flere projekter.

- Med Better Hearing Rehabilitation Study (BEAR) og User-operated Audiometry (UAud) projekterne håber vi, at vi bl.a. kan være med til at etablere nye høretestmetoder og behandlingen af patienterne med høretab bliver endnu bedre i fremtiden; forklarer en glad Jesper Hvass Schmidt og afslutter med; -Det er i hvert fald vores motivation og drivkraft for de to projekter, som jeg vil fortsætte med at bygge videre på i mit nye professorat.

Der skal lyde et stort tillykke til Jesper fra OUH med det nye professorat!

Ønsker du at læse mere om Jespers nye professorat, kan du læse mere i SDU's pressemeddelelse.

 

APPFWU02V